Forgængelig

Digte af Daniel Rune Jensen. Oprindelig udgivet på www.digte.dk 2005.

(Tåre)
Elegant forstyrrende
spinder dråber
net over afmagt
Du er kun ben
for mine knoglers
afhængighed

(Syndsforladelse)
Fletter vrede
i tilgivelsens moment
Eskalerende læber
knækker ryggrad

Jeg så

(Pindemad)
En håndfuld langstilkede partisansøm
under dine ben

(Enkelthed)
Disponeret af ingenting
Er din stil så præget
af nattens savn
og dagens løgne

(Alibi)
Under forsøg på
at give erindring ly
i rum indrettet af nåle
opdagede du
at
der ikke var plads
til mig

(Tryksår)
Overgreb
dansende
på overfladespænding
Afventende
vingefald
før
nattens åndedrag

(Resonans)
Partikler
i forskudt
acceleration
reducerer
tonen
i
dine øjne

(Afsondret)
Traumatisk
draget af
skrøbelig lyd
isolerer
Jeg
overskydende
ekko

(Impuls)
Højt befærdet
ophører føling
Respiration
bremset i opstand
smyger
sig fra din forudsigelighed
Bag syntese fald
sanses et
forstummet syn
imens du
kaprer
eksponering

(Valium)
Balancerende på
dødens sendemaster
flygter dine ord
uden dimensioner
Din afdækning
intensiveres af duften rød
idet du ubesværet
blotter dine bryster
søgende efter
passion druknet
i din kontrastløse horisont

(Implosion)
Hvilende på
diagnosens
pudevår
er jeg
igen

(Savn)
Fald
fra nattens smule
styrter gennem
bevidsthed
Erindringens tililende
ekspansion kortlægger
mørkets omstændighed
analyserende
lidelsens ridser

(Plads)
Der var ikke mere plads.
Det var en ivrigt udnyttet kliché. Jeg vidste godt det ikke passede, der var altid mere plads. Selvom følelsen af at afstanden mellem Jeg og grunden ofte var så spæd at der ikke kunne være mere, ville afstanden sekundet efter ekspandere som universet, efterladende mere plads. Som rummet mellem os, der havde vokset sig større og større, for til sidst slet ikke at eksistere, som om havde vi aldrig været. Måske havde vi ikke, men jeg anede at der var plads. Plads til at Jeg kunne servere selektive udsnit af ingenting, som heller ikke havde været, blot for at se om du ville lede, og du fandt. Der er stadig plads til den sidste rest af os, som nu blot står som et monument midt i kampen om slet ikke at være. Jeg har været – for ihærdigt.
Måske det hele blot var produktet af endnu en forskudt ekspansion midt i et værk som sjælen havde forladt. Jeg havde tit været tæt på noget, og igen håbede Jeg at grunden var løbet tør for plads, men Jeg vidste godt det ikke passede.
Der er altid mere plads

(Dissemineret)
Tiden sår
ubarmhjertighedens
messe
Symptomatisk
sansende
tager
den
et sidste
ophold
inden
Jeg
besværes

(Afasi)
Defekt
tiltrækker
klangen
af din smag

Mekanisk
nedbrydes
opståen

Dit syn
efterlader
angstens
skygger

som

tårer
der
snubler
i sneen

(Replica)
Mangel
fremmer destruktionens
vugge

Jeg kunne
forsvinde
splittet
på skæret
af det der har været

det der ikke blev

Forfra

Mor

Du så mig falde
sælgende sandheden

Mor

Hvorfor gav du mig ikke
dine
tårer
da jeg
manglede dem

(Skal)
For lidt

Usikkerheden
maler
overflader
mellem os

Velkomne
som
regn i december

Klar som
ønsket

Tiden
mindre
befriende

For meget

Hvordan
kan jeg elske

(Vakuum)
Døren
i pludselig forskydning
evakuerer luften

Åndedrag
visnes gennem
faldne fimrehår

Jeg indskrænkes
i
tilfældigheder

(Terminering)
Pergamenthud
iler
mod knoglers
udvandede rødder

(Havblik)
Tænders hovedløse ansigter
vandrer over
azurblå dybder

Tavst
indsvøber plastic
bølgens
snert
af
desperation

(Ekspansion)
For hvert dæmpet
sekund; nærmer vi os
mørknende nødvendighed

(Linier)
Tøvende splintres
nattens dimensioner
Vi har krydset hinanden

(Cirkler)
Ufærdige ovaler
afventer;
skallens overgivelse

(Skæringspunkt)
Arterielt kollaps;
Sekundet lukker sig om din læbe
og går til spilde

(Forgængelig)
Dine skrig
består gennem
natten
som slebne

Spinkelt
balancerer
uløste ligninger
kvæstelsen

Jeg tog fejl

(Snefnug)
Vinden trækker
smuler
gennem
intakt væv

Hvirvlet plant
konstrueres
skakter
hvor tårer
efterlader spor

Vi kan skære dybt

(Føling)
Ensomme
tilbagelægger blot
adrætte tanker
vejrtrækningen mellem os

Ubemærket
pulserer blod
ind i nattens takt

Angstens værgende
tavshed sagtner
bevægelsens moment

Sammentrængt i dit vakuum;
går hjertets slag til grunde

(Dråbe)
Skingert opleves øjeblikket
bag ved tagryggen
skridende hen over fjendtligt skifer
tilbydes bevægelsen
i nattens toner
for sekunder efter at
undslippe tagrenden
på vej

Uden lyd og tanke
bjærges fri

Svævende mellem
årsag og konsekvens
kalkulerer gravitation
færdsel

Fragmenteret mod jorden
absorberes jeg i
nattens dynd

(Bøjning)
Bevægelse
på kanten
af hvæsede ord

Bag ved brændt farve
er anelsen af
fugtige fingres smag

Nøgen tæller jeg
dine snefnug

(Overtændt)
Implicerede fingre
blide i bevægelse
Maler din hud
indvendigt
på tankespind

Skærmet
fortættes luften
omkring min hånd
angivende
blotlagte konturer

Jeg glider fugtigt
inden du
evaporerer
i nattens forudsigelighed

Alene

(Forvitret)
Din facade
er som en fiskerbåds
indfatning

Du smiler aldrig
dit ansigt
skifter blot
skæring