Fraktaler

Digte af Daniel Rune Jensen. Oprindelig udgivet på www.digte.dk 2003.

(Papir)
Som ringe i vandet
Rammer alle omkring dig
Bølger
Kaster os ned
Vi tegner de samme mønstre igen
Jeg kan pludselig mærke mig selv
De tusinde regnbuer skifter farve
Sort
Hun maler på papiret
Den farve jeg bukker under for
Hun maler tårer på papiret
Som ringe i vandet

(Dig)
Jeg har din smag på mine læber
Din lugt på min fingre
Et syn som smadret glas
ødelagt af hånd i bevægelse
arrangerende krystaller på sti
En styrke som snefnug der daler mod frossen jord
og en lyst affødt af mangel på ord

Din farve er bag pupiller der truer med at fortrænge dit syn
Du er smuk
som lyset der undslipper en lampe
blot for at ramme mig
En kold aften
hvor vi begyndte at lede efter hinanden
midt i kaos, årsag og konsekvens

(Blå)
jeg kigger på smukke overflader
sanser din vidunderlige duft
tanken om vi bliver forviklet ind i hinanden får rummet til at bevæge sig i den modsatte retning
dine øjne finder mine
farven passer perfekt til nuet
din tunge kærtegner dine læber
du er skønheden i dette øjeblik
vores tanker strejfer hinanden
villige øjne mødes
men vi ved begge hvorfor vi er her
jeg får lyst til at skubbe rummet tilbage igen
istedet vender jeg spejle som de ikke bør være
og begynder at skrige

(Fraktaler)
Mærker hvem jeg er
Tegner mig frem til fortiden
kælder
en gåde
en regnbue uden farver
en strand
natten
Du griber tilbage

Et sted i skyerne findes grunden
Noget jeg aldrig fik visket ud
Jeg lod skønheden passere ud på dybt vand
for at blive glemt af tusindben
Valgte virkelighed bygget på dine løgne
så utallige at jeg ikke så klart
og mens jeg tegner træder det frem

(Kondens)
Skrider på brøkdele af handlinger
Slår mig så meget at jeg ingenting er
For dig er tiden gået i stå, og du lever kun for mig
Du tilfører had og mistro
For dig flyver tiden afsted, og du lever ikke for mig
Du tilfører den manglende kompleksitet
For hende er tiden der slet ikke, hun savner mig overalt
For mig er tiden tilført
Smerte
Prøver at huske
men gennemsigtigheden du gav mig har flænset rum
og efterladt mig her alene

(Engle)
Kaster med vinger
Ser dem ramme jorden
Ved ikke hvad jeg skal gøre med denne stilhed
Så jeg lægger farve på
mørk
Kaster med tanker
og finder dig
Du lægger farve på
lys
Du tager en vinge op
Jeg kigger på dig og venter på du kaster den væk
men du holder længe på den

Bliver bange for at miste hvad der er mit
og river vingen ud af dine udstrakte arme

(Prostitueret)
Marginal bunker af velsignet skidt
købt og betalt
Dækker mit ansigt
men frygt stammer ikke fra lys
der aldrig kærtegner
Det er det jeg ikke kan se
der tvinger mig op over kanten
Deler regler og normer op i streger
der brydes ved vind
Fjerner knogler der holder på kroppe
Overlevelse har mistet prioritet
Griber efter tilfældige på min vej
Omfavner hvad der går forbi
Skuffes
Intentioner drejes rundt om blanke flader
For at kunne se mig selv når jeg spiser

(Hvid)
Du er den uvidende slagter
Døde kroppe med alt for megen liv ligger over det hele
Ordene vi elsker hinanden meget højt
giver mig lyst til at fatte øksen
For du sanser os ikke mere
end ikke afspejlede beskyldninger forlader dig
Du lagde os der hvor ligegyldighen ikke kan vaske os rene

Jeg rejser et helt hav af tårer
og sår store streger af flere kilometers længde

(Snefald)
Den første sne
Dalende blidt ned på mit ansigt
Jeg slipper grebet om dagen
og går ud i natten for at finde dig
men ved jeg allerede har fejlet
Kravler over bjerge, gennem smukke dale
Åbner utallige døre i forskellige farver
Med tanker og intentioner så klare som grunden til jeg kravler afsted
men med et håb misbrugt så ofte at jeg ikke kan definere det
En ensomhed beordret af en tanke i et øjebliks fornuft
En konsekvensligning der brugte for lang tid på at realisere sig selv
Når jeg finder dig
Vil vi bevæge os til lyden af et atom der deler sig
og være over alt
Skakmat
Holder hinanden i hånden mens vi bevæger os ud over kanten

Når natten er gået
og mine pupiller truer med at fortrænge øjet
Er intet som før

(Slør)
Mellem bjerge og nysgerrigt land
Hvælvinger udskåret i silke
Søgende efter duft fra kilde udsprunget
der hvor jeg ikke burde være
Finder jeg mig selv indhyllet i blå røg
lagt ud af natten
i nødvendighed

(Tvangsfodret byrde)
Korsfæstet
fastnaglet
Du flyder afsted;
Uvidende om
snarligt forlis

(Bevægelse)
Inferno
Tanker
Ved jeg kun har en
vej
Vender mig om

(Subterranean)
En hel kilometer
mellem mig og
bunden
slipper
Friktion
slider
det hele bort

(Forfald)
Jeg vender min hud
Pindsvin
Danser over min krop
Konto fyldt med sne
forarbejdet i flere generationer
Sygdomsbefængt og en dræber
af tid og tanker
Jeg dykker i mine gemmer
og river hvad som helst
Til en konfetti fest af uhørte dimensioner
Salt fugt fortrænger min evne
til at se

(Mørke)
Jeg løber gennem natten
Flygter fra dagen
som jeg ikke længere
magter at tale med
Fremtvinger
En overdødelighed
af kommunikation
og det sidste lys
pustes ud af et par tanke strejf

(Pseudosex)
En forelskelse i en sen nattetime
udløst af strejfende hud
Og en indsigt i fremtiden
Bevægelse ind i dig
vil efterlade aske

(Stille)
Her er så stille
Nogen flygtede fra øjne der så
Fingre der følte
Tunger fortællende historier fra slebne kanter
Ører der lyttede til bedrag
Ansigt der bløder
Jeg ville ønske du ville ebbe ud

En søgen efter mirakler
blandt skeletter hvis håb forlængst
er blevet forhandlet bort i små poser
Gik
Som forventet

Helt stille

(Punkt Nul)
Når natten sprænger sine rammer
Rider jeg afsted på trykbølgen
og venter på at ildstormen tager mig

(Tid)
Kigger på dig fra skæve vinkler
Et splitsekund tager mig væk
Svæver over torne
Tryghed kravler ned over mig
Glas bliver transparent
Mister sin funktion
Et splitsekund bliver til minutter
Et overforbrug af visere i hastig bevægelse
har taget noget fra os

Glemmer hud og øjne snart vil være omkring
Listende på elefant fødder
Søvnen tager mig ned foran dit syn
Tre ord ville frelse mig
men hvid har skabt os
og stilheden er så køn

(Skælven)
Samtale bliver flygtig
Ord smides på bræt
hvis styrke er bestemt af alder
Vi er for unge til at fjerne
så vi falder fra hinanden i stykker
mindre end støv og større end planeter

Djævlen har sat lys i vinduet
og omfavnet mit liv med det jeg ikke er
Håb skubber plader af fortiden sammen
og jeg vælter

(arbejdstitel: who cares who sees what tonight)

(Natten)
Mine tanker forsvinder
i kleptomanernes paradis
En lyst affødt
Af farven blå
og en hånd der forsøger at ødelægge glas
men jeg ved du ikke er ihærdig nok
Så jeg skubber

(Død ved drukning)
For nogle er jeg borte
For andre er jeg der ikke
For dig er jeg væk

Du er
hvor rum har brug for fylde
I stram trøje
Duft af blomster omgivet af vand
Fugtige læber så tiltrækkende
at frygten for hjertets undergang
glemmes for en natlig minimering af afstand
men natten er løbet tør for plads
og du vil øse din vrede ud over mig

(Tanker)
Jeg farer vild i kaffe invitationer
og aftaler med mumier glemt i kasser
Tanken om skoldhed berøring
får mig til at fryse
Tanken om frygten i dine øjne
fordi jeg ikke gør hvad du vil
presser mig mod det jeg flygter fra
Jeg satser åndedrag
på blankt papir

(Tempus)
Med fare
For at knække strå og brække solens stråler
Er afgrænsning af tab
Nu

(Kaos)
Smadret glas
på vej gennem mine tanker
En rest af
Slutninger

(Årsag)
Jeg græder fordi
du ikke kan lade være

(Papir II)
I et forladt øjeblik
Blev et blik skåret i sort
Større end mig
En destruktiv søgen efter svar
har udslettet fornemmelsen af spørgsmål
og givet mig ild

(Konsekvens)
I nat så jeg et udyr

(Kompromitteret)
På alle niveauer
trænger skovbunden op gennem visne blade
Ud af intet bliver jeg til mere
og mere slår mig ihjel om natten

Mine tanker vokser ind i himlen
Jeg knuger mig til beslutning
og troen i nysgerrige øjne

(Himmel)
Jeg daler gennem blå bund og fugt
Ingenting
slap mig

(Vand, luft og ild)
Jeg så hende en morgen
På tråde i forbindelse
Sitrende fra væg til væg
Der hvor gud havde tabt hende

Farve der fortalte en historie om reb
Læber hvis ignorans først blev ubehjælpsom
da hun havde besøgt døden
Hendes datter puttede sig ind til mig
da jeg gik

(Søndag)
Din tavse mund står i skarp kontrast til nattens ord
Tynde linier har spredt tanker
Visket sandheden væk
Fået mig derind
hvor dråber vælter liv
I en fortælling om ødelæggelse
har blæsten tømt en sø
Nu er den her for at sige
farvel

(Frost)
Porcelæn
overalt
Gennem sprækker
er der
repetitive
frostsprængninger

I nat skabte vi ingenting

(Glashus)
Da jeg gik lå hun på sengen
Det var der jeg indså at
jeg ikke var den eneste
der havde fejlet

Jeg kastede med sten på vej ud af døren

(Indhold)
Marionetdukker
styret af bedrag
maler din angst

Under påstand om indsigt og vilje
Flænser du dit rum

(Atom)
Blå bevægelse
lukket for tid og sted
Jeg manglede et døgn for at fortælle
hende

Forfængelighed er ikke noget man bliver