Med tid

Digte af Daniel Rune Jensen. Oprindelig udgivet på www.digte.dk 2006.

(Tavshed)
Geometriske former
udspiler sig under
hudens porøse
åndehuller;

Tomme linier
strides ikke

(Kryds)
Forceret i din huds
uskyldighed
dykker metal dybere
end Jeg

Forgæves læderes
din hånd;

Gud lever ikke

(Passage)
Sagte
forflytninger
skændes rundt
passerende ovaler

Rum tildeles
skærpede dimensioner
da virkeligheden strejfer
anløbne læber;

jeg vil ikke slippe

(Friktion)
Hæmmende kors
står
vokset i flok

Fortabelsens passage
agter at kløve
bærende knogler

Jeg trænger dybere;

ned

(Konvektion)
Ukompliceret
arrangerer en sværm
af bortkomne forbindelser
du ikke længere troede bestod
kaos

Fordærvet
efterlades jeg i mørkets
flygtighed;

i nat sover vi ind

(Ord)
Begravet bag arnestedet
visner blomstrende træer
i deres sidste sætninger

Vi huskes kun for
passagernes datid;

ikke for dem der vil opstå

(Kontinuitet)
Hængende silhuetter
flygter metodisk
i glassets regelmæssige
impulser

Traumatisk
svækkes spænding
da underhud
sænkes
mod kroppens
retræte

Øjne bæres mod mørket;

knust

(Kant)
Forceret
flygtes
ind i skovens
bærende øjne

Blodbaner pakket
med frygt
konstaterer
friktion

Jeg vil;

bort

(Støv)
Hendes åndedrag trækkes
tilbage for at slippe årsag

Håndens puls
kvæster
karakterløst glas

Belagt i
vaklende hvid
udvides din skyld
mod nattens illuminering

Omfavnende krænkelsen
synes du;

smuk

(Forgængelig)
Ekspansion så knusende at
begyndelse var blevet vag
som syn ødelagt af varig
destruktion på vej mod evig
berøvelse af liv som blev tildelt
i øjeblikkets rus hvor du greb
rummet i bevægelse og kastede
alt bort i jorden hvor gravende
fingre siden tabte kurs

det eneste du husker;

smerten

(Vindue)
Kys ind i
aftenrøde forskalninger

Lyset trækker ind
mod synsfelt
af verden

Lægger sig som
streger
på loftet

Iblandt
mærker jeg
dig;

spinkelt

(Erosion)
Angsten ligger vandret
accelerationen;

indad

(Spejling)
Sekventielt
anretter
konsekvens
skade

Linie
taber

determineret

Nattens skrig
brister overfladen

Et fald så
skændigt
smukt

Jeg er kun;

refleks

(Deroute)
parallelle
er vi søgende
destruktive
i svar
afsløret
af hud der ikke
kan
sidde tavst;

friktion

(Solhud)
Dråber afspejlende
fantasien
driver
over
duften
ind i fingres
bevægelse;

transparent

(Stum)
Sammenkrøbet i blod
bremses ruinens cirkler

ubalance skærmes bag
skyggernes metalliske

Ekko

Rystende bringes
glød mod tåres bund;

komplikation

(Linje)
Dæmpet
begraves nervers
forbindelser
i årsag

Afgrænset
trænger din
duft
ind i spindets
opdagelse

Tøvende
er vi;

alene

(Dissonans)
Tiden slipper sine slag
mod sten
betrådt af
blanke trin

Tonen skærende
blottet
da brudstykker
rammer sandheden

Flænger pulserer i
sekunders rasen

Stumpt brækkes fremdrift
mod bundens
pludselige
standsning;

grædende