Rest af slutninger

Digte af Daniel Rune Jensen. Oprindelig udgivet på www.digte.dk 2004.

(Døren)
Jeg begraver mig i ligegyldige strukturer
men kan ikke undslippe døren
Den viden bogstaverne ikke kan tælle
vil sætte ild til min seng i nat

(Hobbykniv)
Et slidt blad
Modelbygger
Låsesmed
Ord
reddede dagen
Slagtede natten

Der er mærker i gulvtæppet efter min frygt

(Komma)
Mine lunger udvides i takt med jeg flygter

Snart er de store nok til at rumme dig

(Bekendelse)
Helt spildt var det ikke.

Jeg havde knust så mange navne at jeg engang i mellem blev i tvivl om hvor jeg havde været den vinter. Jeg kunne se på mine ord at jeg var ved at være udkørt, og kærligheden ikke ville komme her eller der. Den viden havde jeg indfundet mig med allerede inden jeg prøvede at kontrollere natten. Det var jo ligsom sidst. Hvorfor skulle guds hånd være ihærdig denne gang. Jeg gik ud i natten da det gik for stærkt. Jeg havde selv valgt tempoet, men ikke overvejet konsekvensen. Jeg bad gud om at droppe mig ned midt i det hele. Tog ikke højde for at jeg ikke ville være den eneste som gud smed med. Natten ville vise sig at være omgivet af historier om død, svigt og savn. Min nethinde fyldtes hurtig med mit selskab. Fortrængende min årsag, hvilket blev mit formål. Det hele lægger sig i bunden. Natten havde været misbrugt, glas mistede sin funktion ved årsskiftet, men en tilfældighed og udstrakte arme som jeg ikke tog imod drev mig længere mod natten. Jeg var uovervindelig og levede optil flere steder, men havde endnu ikke fundet en grund stor nok til at forlade det her. Det var en morgen jeg fandt den. Kedsomhed gav mig det. En mor til en 2 årig pige som gud havde tabt, lige foran mig. Der sad hun, med ignorante læber, afventende. Så koldt, så stille. Mens jeg var der faldt vinteren fra hinanden i små bitte stykker som jeg vidste ikke ville kunne samles. Hvis jeg accepterede, havde jeg ikke haft nogen grund til at flygte. Det her var hvad jeg kom og gik fra. Da jeg gik, puttede hendes datter mig ind til mig. Bunden vendte sig. Da jeg kom hjem græd jeg, da vinterens minder trængte sig ind på mig, og fortalte mig det var slut nu.

Helt spildt var det ikke
Jeg kan ikke huske hvad du hedder

(Migræne)
Snore er
omkring alle
Jeg lader glasflader
falde
Skaber
bølger
Infiltrerende jeres tro

Krystalliseret ekko i stemmer
der presser som fjers tyngde
Flakkende øjne i søgen efter ro
Lig rejser sig i frygt

Produktet af hjemløse vinger

Før aske er der ild

(Eksponeret)
Min vrede kravler ind ind i himlen
Tiggende skyer om at briste
oven på dig

(arbejdstitel: Pludselig vidste jeg hvem der kiggede på mig)

(Udefineret)
Under afprøvende kommunikation
bevæger jeg mig med barns første skridt
mod
Ukendt
Erindringer
Trækker sporer ind over
udefineret slagmark

(Gensyn)
Som vi stod der
i det vi ikke havde nået
huskede jeg at hendes mund
engang havde snakket
mig derhen
hvor jeg fik lyst til
at smage hendes læber
Som vi stod der
I det jeg har gjort
fik jeg lyst igen

(Asymmetri)
Vi er de ord
der kommer før natten
I et øjebliks
naivitet
Bragt af tomhed
Er vi kun ord

(Symmetri)
Når
Sandsynlighed bliver til
ingenting
og du
stopper med at fortælle

(Søvn)
Rekonstrueret
der hvor trykbølgen
efterlod mig
med
min hånd bagved
kanten på
dine trusser

Så
vågner jeg
indsmurt i blod

(Segmentering)
Skræller
lag
under forløsning

Brudstykker
bliver
realitet

(Søgen)
Regn tænder nattens
første cigaret;
Søgende efter
struktur
i mørket
er tiden uden samvittighed

(Et punktum)
Indrammet af
djævle og engel
tiltrækker jeg ord
uden betydning